torsdag den 5. august 2010

Drop panikken i boligjagten

Drop panikken i boligjagten

I dag den 30. juli får kommende studerende besked om, hvilken uddannelse de er optaget på. Det betyder rift om studieboligerne i uddannelsesbyerne, og i takt med at efterspørgslen stiger, er der også større risiko for at blive narret af fupudlejere. Derfor skal de unge bevare roen og ikke smide forsigtigheden over bord i boligjagten, råder Boligportal.dk.

I dag går boligjagten for alvor ind i landets uddannelsesbyer. Det er dagen, hvor de unge får besked om, hvilken uddannelse de er optaget på, og for mange betyder det klarhed over, i hvilken by de skal bo i de næste år. På landets største internetportal for lejeboliger, Boligportal.dk, mærker de hvert år, når posten har været rundt med svar til de studerende. August er den måned på året, hvor boligsøgningen er på sit allerhøjeste. Efterspørgslen efter boliger er 28 procent højere i august end for en gennemsnitsmåned på Boligportal.dk.

- Allerede i maj og juni, inden studenterne har danset af, mærker vi den første stigning i boligsøgningen, fordi mange unge er sikre på, hvilken by de skal til. Og søgningen får et markant ryk opad, når de unge får besked om optagelse, fortæller adm. direktør i Boligportal.dk, Henrik Løvig.

Hold hovedet koldt og undgå fupudlejere
En væsentlig del af brugerne på Boligportal.dk er naturligvis de unge studerende, hvoraf mange af dem skal ud og stå på egne ben for første gang.

- Mange unge har høje forventninger til deres første bolig i byen, og der er nærmest kamp om de attraktive lejligheder. Det får nogle unge til at smide forsigtigheden over bord og det kan der desværre være nogle, som udnytter, siger Henrik Løvig. Derfor skal de unge passe på ikke at tabe hovedet i boligjagten, og så skal de også indstille sig på, at det ikke nødvendigvis er drømmeboligen, man flytter ind i første gang. Det kan være, at man bliver nødt til at gå på kompromis med et par kriterier, oplyser Henrik Løvig og tilføjer, at man på Boligportal.dk gør, hvad der er muligt, for at holde useriøse udlejere væk.

Fakta: Gode råd til at undgå fupudlejere

Få altid en lejekontrakt, som er underskrevet af udlejer. Lad dig ikke presse til at underskrive, det kan være tegn på, at der er noget galt.

Overfør ikke penge til udlejer, før du har en underskrevet kontrakt i hånden.

Og når du overfører så brug banken, så transaktionen kan spores. Bruge aldrig online-betalingstjenester som Western Union eller lignende.

Undgå penge under bordet. Det er både ulovligt, og du får meget svært ved at få pengene igen.

Bevar roen og vurder boligen sagligt også selvom den ser perfekt ud ved første øjekast.

Start eventuelt i byens yderområder. Så kan du altid bevæge dig mod centrum, når roen falder over markedet igen.

Har du mistanke om, at der foregår noget ulovligt, kan du tjekke, hvem der ejer boligen ved at kontakte tinglysningskontoret i den kommune, hvor boligen ligger.

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar