søndag den 15. maj 2011

Kollektiv varmeforsyning kan give nye husejere økonomiske overraskelser

Det kommer bag på mange huskøbere, at de automatisk kan være blevet andelshavere i det lokale fjernevarmeværk også selvom de ikke ønsker at modtage fjernvarme. Udtrædelse kan være umulig eller blive en bekostelig affære.

Selvom du som udgangspunkt selv må bestemme, hvordan dit hus skal opvarmes, så kan du ikke nødvendigvis selv bestemme, om du samtidigt skal betale til dit lokale varmeværk. Kommunalbestyrelsen i et lokalområde kan nemlig beslutte, at borgerne skal tilsluttes det lokale varmeværk.

Samfundsøkonomisk og miljømæssigt bliver fjernvarme anset for at være den bedste løsning, og derfor er der et politisk ønske om, at kommunerne tilskynder etablering af fjernvarmeværk. Et fjernvarmeværk er kun en god forretning, hvis tilstrækkeligt mange er tilmeldt, og derfor er der truffet en politisk beslutning om, at kommunalbestyrelserne kan binde borgerne til det lokale fjernevarmeværk.

At man som ny husejer kan være forpligtet til at være tilsluttet den kollektive varmeforsyning kommer bag på mange huskøbere, da det ikke nødvendigvis fremgår af slutsedlen eller ejendommens tinglysningsoplysninger

- Hvis man køber et hus med for eksempel oliefyr, så er det en god ide at undersøge, hvad det eventuelt samtidigt koster at være tilsluttet det lokale varmeværk også selvom man ikke modtager varme fra værket. Ellers risikerer man at få en økonomisk overraskelse, siger Troels Felskov-Lihme fra Ankenævnet på Energiområdet.

I nogle tilfælde kan der dispenseres fra tilslutningspligten eksempelvis hvis huset er et lavenergihus, eller hvis ejeren er pensionist.

Er der ingen tilslutning- eller forblivelsesspligt, så skal ejeren i nogle tilfælde alligevel betale et beløb for at udtræde af den kollektive varmeforsyning. Ejeren har i givet fald mulighed for at klage til Ankenævnet på energiområdet, som kan tage stilling til, om udtrædelsesbeløbet skal sættes ned.

Læs mere på forbrug.dk om udmeldelse og tilslutningspligt.
http://www.forbrug.dk/Artikler/Test-og-raad/Bolig-og-fritid/Fjernvarme/Pligt tc=F575F3C2B3DB419D83628BDCD6086DE7

Det
skal du tjekke, før du køber hus
- Hvordan opvarmes boligen
- Er boligen pålagt tilslutningspligt og/eller forblivelsespligt
- Betales der til fjernvarmeværket, selvom boligen opvarmes af anden varmekilde fx el eller olie
- Ejes boligen af en folkepensionist, som dermed kan have fået dispensation fra tilslutningspligten
- Hvis boligen allerede er opvarmet med fjernvarme, hvad vil det så koste at blive meldt fra, og er det overhovedet muligt

Hvordan
- Spørg ejeren.
- Spørg den lokale fjervarmeforsyning.
- Tilslutningspligt skal tinglyses på ejendommen. Kontroller derfor ejendommens tinglysningsoplysninger. Det er dog ikke en betingelse for at være gyldig, at tilslutningspligten er tinglyst. Hvis du vil være sikker, skal du derfor kontakte kommunen, hvor ejendommen er beliggende.
- Kontroller det kommunale oplysningsskema, som bør indgå i en ejendomshandels papirer.

Fakta:
Hvem gælder tilslutningspligten for
Tilslutningspligt kan både pålægges ny og eksisterende bebyggelse. For eksisterende bebyggelse træder forpligtelsen dog som hovedregel først i kraft 9 år efter, at ejeren af ejendommen har fået besked herom.

Læs mere her

tags: økonomi, politi, fjernvarme, energi, folkepension, miljø, energiområde,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar