lørdag den 4. september 2010

Salget af sommerhuse i svag bedring

- Og på Lolland-Falster i kraftig bedring

Salget af sommerhuse har hidtil haltet bagefter den bedring vi har set på ejerlejligheder og villaer. Men nu ses en svag bedring af salget i det meste af landet og et kraftigt stigende salg på Lolland og Falster. På landsplan er der til dato i 2010 solgt 13% flere fritidsejendomme end i hele 1. kvartal 2009. I Region Sjælland er der solgt 44% flere ejendomme, og det er i høj grad trukket af et flot salg i Guldborgsund og Lolland kommuner.

- Vi har en formodning om at den lange og hårde vinter har været ekstra hård ved salget af fritidshuse, og vi ser derfor frem til påsken i spænding, siger EDC s kommunikationschef Jan Nordmann. Det er sjældent at der afsluttes mange handler i påsken, men der er som regel mange fremvisninger, og antallet af fremvisninger er en meget god indikator for, hvordan salget vil udvikle sig de kommende måneder.

Det er i øvrigt kendetegnene for fritidshusmarkedet, at priserne ikke er sat ned i samme omfang som for helårsboligerne: - Sælgerne af fritidshusene har ikke samme motiver for at sælge som ved helårsboligerne. Desuden kan man ved at leje fritidshuset ud få en god del af omkostningerne ved at eje huset dækket ind. Langs den jyske vestkyst, hvor de bedste udlejningsbetingelser findes, kan man endda med lidt held have et overskud. Og så er man ikke specielt motiveret til at sænke prisen, selv om det kan være nødvendigt for at få solgt.

Det er da netop også vest for Storebælt at priserne på fritidshuse er sænket mindst. - Sælgerne på Sjælland har hurtigere tilpasset sig de ændrede markedsvilkår, og det giver altså også resultater i form af et øget salg, siger Jan Nordmann.

EDC forventer at der i alt vil blive solgt mellem 700 og 800 fritidshuse i løbet af april.

Region - Ændring i salget i forhold til 2009
Hovedstaden + 10%
Sjælland + 44%
Syddanmark - 4%
Midtjylland + 5%
Nordjylland + 6%
Hele landet + 13%

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar