mandag den 13. september 2010

Så meget har kulden kostet dig

Over halvdelen af dit samlede energiforbrug går til boligopvarmning, og en streng vinter kan mærkes på varmeregningen. Hvis du spekulerer på, hvor stor din bliver, kan du allerede nu få et fingerpeg, for det kan forudsiges ved hjælp af graddage. De beregnes af Teknologisk Institut og bruges til at beskrive om behovet for opvarmning har været større eller mindre end normalt. Hvis der for eksempel måles 400 graddage i en måned, og tallet i et normalår er 380, har der været 5 % koldere.


Denne vinter har været 13 % dyrere
I denne opvarmningssæson er det samlede antal graddage cirka 13 % højere end i sidste sæson. Så hvis du ikke har ændret på varmeforholdene i din bolig, betyder det, at du også har brugt cirka 13 % mere varme. Hvis du vil regne ud, hvad det betyder i kroner og ører, så husk også at undersøge, om prisen på din varme er steget eller faldet siden sidste sæson. Det kan du få oplyst hos din varmeleverandør.

Sådan holder du varmeforbruget nede
Den billigste varme vil altid være den, du ikke bruger. Så her er nogle af SEAS-NVE's bedste råd om, hvordan du begrænser dit varmeforbrug:

- Efterisolér din bolig - lofter og hulmure er gode steder at starte. Ofte tjener isoleringen sig ind på ganske få år via et lavere energiforbrug. Oveni for du højere komfort og et lavere CO2-udslip

- Skift til energiruder. Cirka 30 % af din boligs varmetab sker gennem ruderne, og energiruder isolérer dobbelt så godt som termoruder

- Hold en temperatur på 21 grader i boligens opholdsrum. Sænk temperaturen til 18 grader i andre rum, fx bryggers, gang og soveværelse. Husk at lukke dørene mellem rum med forskellig temperatur

- Skru ikke op og ned for varmen hele tiden. Luk op for alle radiatorer, indstil dem på samme temperatur og lad dem regulere varmen automatisk

- Luk for radiatorerne, når du lufter ud. Skab gennemtræk i 5 til 10 minutter. Luk så vinduer og døre igen, og stil radiatorerne tilbage på samme temperatur som før

- Installér et dag- og natsænkningssystem, der om natten sænker temperaturen i hele boligen med 4 til 5 grader. Kan også bruges på hverdage, hvor familien ikke er hjemme

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar