søndag den 28. november 2010

Sørg for at sikre mod frostskader

Årets første sne er faldet. Og selv om det ser flot ud, kan det forårsage skader på boligen, hvis man glemmer at tage sine forholdsregler. For eksempel oplever mange boligejere, at det kolde vejr resulterer i frostsprængte rør eller vandskader. Men med ganske få huskeråd kan man undgå skaderne.

- De største problemer ser vi som regel i sommerhusene, hvor folk glemmer at lukke for vandet og tømme samt frostsikre vandlåsen i toilettet, men også udendørshaner i parcelhusene kan give frostsprængte rør, hvis man glemmer at lukke for vandet. Det er nu, man skal gøre det, hvis man ikke allerede har fået det gjort, inden vinteren for alvor sætter ind, siger teknisk konsulent i TEKNIQ Installatørernes Organisation, Nils Lygaard.

Efter man har lukket for vandet, skal man i øvrigt åbne for vandhanerne, så rørene bliver helt tømt for vand. Det samme gælder en eventuel udendørs hane i parcelhuset. Hvis man har brug for at kunne benytte den udendørs hane i løbet af vinteren, har man dog mulighed for at få en autoriseret vvs-installatør til at installere en frostsikker vandhane.

Derudover er det ifølge Nils Lygaard en god ide at få tjekket tagrenderne for blade og andet skidt, så vandet ikke samler sig og fryser til is, men løber væk gennem nedløbsrørene.

- Det er vigtigt, at man undgår, at vandet fryser til i rørene eller tagrenderne. Både fordi det i processen udvider sig og kan sprænge både rør og tagrender, men også fordi man kan risikere, at det kan trænge ind i f.eks. tagkonstruktioner og andet, hvis det får lov at ligge og ligeså stille smelte, siger Nils Lygaard.

Sørg for at holde varmen
Når frosten for alvor sætter ind for første gang, er det ligeledes en god ide at få tjekket, om boligens varmeforsyning fungerer, som den skal, så man ikke pludselig står op til otte graders kulde om morgenen eller må tage bad i koldt vand.

- Det er nu, man skal sørge for at få trimmet sit varmeanlæg, så det kører uden problemer. Og hvis det er længe siden, man har fået et servicetjek, kan det være en god ide at få en autoriseret vvs-installatør til at kigge på det, så man sikrer sig, at det er fit for fight til at køre vinteren igennem. Der findes ikke noget værre end ikke at kunne holde varmen i eget hjem, siger Nils Lygaard.

For yderligere oplysninger kontakt teknisk konsulent Nils Lygaard på tlf. 77 41 15 92 eller 24 23 77 16

Læs mere her

tags: boligejere, boligejer,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar