onsdag den 31. oktober 2012

Boligpriserne faldt i august

Boligpriserne er faldet med 1,6 pct. i august 2012. Det viser Danmarks Statistiks seneste tal for priserne på enfamiliehuse. Priserne svinger en del fra måned til måned. Ser man på udviklingen gennem 2012, ændrer faldet i august ikke billedet af en stabilisering. Priserne har stort set været uændret siden årsskiftet.

Det begynder at lysne på boligmarkedet, på trods af faldet i august. Flere steder i landet er priserne stabiliseret i 2012, men udviklingen dækker over store forskelle. I dag bliver omkring 40 pct. af alle handler med ejerlejligheder indgået i København by. Da priserne på ejerlejligheder toppede i 3. kvartal 2006, var det kun en fjerdedel af alle handler, siger direktør i Realkreditrådet Ane Arnth Jensen.

På markedet for huse er det også hovedstaden, der fører an. I dag står Nordsjælland og Københavns omegn for omtrent 18 pct. af alle handler med huse. Da huspriserne toppede i 2. kvartal 2007 var det 13 pct. Det står omvendt dårligt til i Vest- og Sydsjælland, hvor der er markant færre handler i dag. Vest- og Sydsjælland tegner sig for en tiendedel af handelsaktiviteten.

Man kan håbe, at det aktuelle opsving i hovedstaden med tiden breder sig til resten af landet. Man ser ofte, at hovedstaden er lidt forud for udviklingen i provinsen. I 00 erne toppede priserne på huse i Københavns omegn eksempelvis et år tidligere end i Vest- og Sydsjælland, siger Ane Arnth Jensen.

I København omegn toppede priserne på enfamiliehuse i 3. kvartal 2006. Det efterfølgende år steg priserne fortsat i Vest- og Sydsjælland frem til 3. kvartal 2007. Herefter faldt priserne og er stort set ikke steget siden.

Læs mere her

tags: Danmark, København, direktør, Nordsjælland, Boligpriser, Realkreditrådet, boligmarkedet, Danmarks Statistik, Realkredit, 2012, 2007, 2006, hovedstad, provins,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar