søndag den 3. oktober 2010

Fremtidens bolig udvikles sammen med en forsøgsfamilie

Familien Simonsen er forsøgskaniner i fremtidens tjeneste. Familien skal nemlig bo i VELFACs eksperiment Bolig for livet i et år og deltage i udviklingen af det.

Stiller man op som forsøgsfamilie i et byggeeksperiment, må man være forberedt på lidt af hvert. Især når eksperimentet foregår, mens man bor i huset, og man skal være med til at udvikle boligen og dens funktioner. Familien Simonsens hverdag i Bolig for livet er derfor krydret med usædvanlige oplevelser.

Bolig for livet er et eksperiment, der skal udvikle viden om, hvordan man kan bygge og bo bæredygtigt. Boligen er et aktivhus, der selv producerer energi og har intelligent styring.

Fordelen ved Bolig for livet er, at vi sammen med familien Simonsen kan prøve alle ideer af og udvikle dem, så de fungerer optimalt også de små detaljer, for det er ofte dem, der er afgørende for, om et aktivhus bliver til virkelighed. Sammen udvikler vi et byggeri, der er både energirigtigt, komfortabelt og æstetisk, og viser dermed, at man kan bygge bæredygtigt uden kun at fokusere på isoleringsevne og energiforbrug, fortæller Rikke Lildholdt, projektleder fra VELFAC A/S, og fortsætter: Og vi får et bedre hus, fordi det er udviklet af eksperter i samarbejde med en helt normal familie og dermed også er afprøvet i praksis.

Toiletbesøg i mørke
Efter familiens første tid i huset måtte eksperterne f.eks. se på den automatik, der styrer det elektriske lys. For familien opdagede hurtigt, at her var en funktion, der skulle justeres. Den sensor, der registrerer kropsvarme, var indstillet for ufølsomt , og derfor slukkede lyset, hvis toiletbesøget tog for lang tid og i buldermørke er der altid langt til lyskontakten.

Varmere end lovgivningen
Familien Simonsen har også været med til at finde ud af, hvor varmt der skal være i huset. Bolig for livet har intelligent styring af varmen og fulgte i begyndelsen Bygningsreglementets retningslinjer, dvs. 20 grader inden døre. Men virkeligheden er, at familien Simonsen har det bedst, når temperaturen er 23 grader og derfor har man ændret på varmestyringen.

Tid eller tørretumbler
Men ikke alt er topmoderne teknologi. Bolig for livet har f.eks. en atriumgård til at tørre tøj i i stedet for i en tørretumbler, der bruger strøm. Men det viste sig, at den klimavenlige løsning ikke holdt i vinterhalvåret. Især ikke da familiens tredje barn kom til verden og forøgede vasketøjsmængden betydeligt. Den gammeldags tørremåde tog simpelthen alt for lang tid.

Dagbog over livet som forsøgsfamilie
Du kan læse mere om familiens hverdag på http://www.velfac.dk/Global/Familiens_dagbog, f.eks. om husets ubegribelige stikkontakter, og da far Simonsen tog sig i at rokke på stolen.



Læs mere her

tags: lovgivning, energiforbrug, teknologi, energi, Ford, komfortabel, projektleder,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar